New Page 1Er dit netværk det rette for dig?

Se dit netværk som en levende organisme
Af Marina Hjørdie, Change Agents
Når man tænker på et netværk, så kan det være lettere at forstå, hvis man ser det som en levende organisme. Et netværk består af relationer mellem mennesker. Det bliver født af et behov, et formål som giver det energi. Netværket svinder ind eller dør væk af sig selv når behov og formål er blevet opfyldt, forsvinder, eller hvis det ikke modtager nok livsenergi. Nogle gange genopstår netværket i nye former og konstellationer, som er tilpasset til nye behov.
Give to gain!
Som en levende organisme skal netværket passes og plejes for at udfolde sit potentiale. Sunde netværk får deres livsenergi fra ildsjæle, som har drive og overskud til at aktivere og engagere sig i netværket. Jo mere passion og tid der investeres i netværket, jo mere vil det blomstre. Som netværksdeltager må man gøre sig klart, at ens personlige netværk kan tolkes som et spejl, der reflekterer personligheden. Netværksspejlet reflekterer den mængde viden, ressourcer, gavmildhed etc. som du har investeret i dit netværk. Så om man har et lille udpint netværk eller et frodigt givende netværk, så er må man gribe til egen barm/bryst og se i øjnene, at det er op til en selv at realisere netværkets potentiale...andre gør det ikke for dig. Dermed ikke sagt at når bare du giver, så vokser dit netværk, lige så vigtigt er det at kunne modtage og ikke mindst vælge de rigtige netværk at deltage i.
Vælg dit netværk med omhu
Hvis du ønsker at deltage i et netværk, kan det være en stor hjælp at sondere om netværket passer til dig, så du fokuserer din energi det rette sted. Derfor kan det være godt at huske på at limen i et hvert velfungerende netværk består af :
- Værdifællesskab –vi har fælles værdier, etik og moral
- Gensidig afhængighed –vi har brug for hinanden
- Tillid og respekt –vi har tiltro til hinanden
- Interesse og engagement –vi kan lære af hinanden og har lyst til at være sammen
- Sympati –vi kan li hinanden
- Hvis ikke de overnævnte elementer er tilstede vil du højest sandsynligt aldrig få det store udbytte af dit netværk, derfor kan det betale sig at være kræsen og selektiv. Dette skal ikke forstås på den måde, at man skal vælge netværk baseret på personer der er magen til en selv, tværtimod vil man opleve forskelligheden som meget berigende, hvis der findes et fælles værdigrundlag.